23948sdkhjf

S vil hæve afgifter på chokolade, te og kaffe

Som en del af Socialdemokratiets økonomiske 2025-udspil skal skattestoppet på punktafgifter skrottes. Det vil betyde afgiftsstigninger på bl.a. kaffe, te og chokolade.

Hvis Socialdemokratiet kommer til magten efter valget, kan det fremover meget vel blive dyrere at købe te, kaffe, chokolade, is og andre afgiftsramte varer i de danske butikker.

Det skriver PolicyWatch.

I hvert fald har Socialdemokratiet i partiets økonomiske 2025-udspil ikke sat penge af til at fortsætte skattestoppet på en række punktafgifter.

Det betyder, at afgifterne på en række varer vil blive indekseret med pris- og lønudviklingen hvert eneste år fra 2020 og frem. Det vil betyde, at punktafgifterne ifølge et svar fra Finansministeriet vil være 100 mio. kr. højere i 2021 i forhold til i dag og 700 mio. kr. højere i 2025 i forhold til i dag.

Udsigten til afgiftsstigninger i den kaliber, hvis Socialdemokratiet får magten, ærgrer Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, som er talerør for omkring 1400 dagligvarebutikker.

- Det er en dårlig idé at lade punktafgifterne stige. Det betyder, at man gør varerne dyrere i Danmark for det, som politikerne ynder at kalde de almindelige mennesker. Samtidig gør man det dyrere at handle i Danmark i forhold til vores nabolande, og det vil koste omsætning i danske butikker, siger Claus Bøgelund Nielsen til PolicyWatch og fortsætter:

- Det betyder, at vi kommer til at sælge færre varer i de danske butikker. Det vil i makroøkonomisk lægge et pres på, hvor mange arbejdspladser vi har i detailhandlen herhjemme.

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, forsvarer, at partiet vil lade punktafgifterne stige med pris- og lønudviklingen.

Han forklarer, at partiet især har haft fokus på, at punktafgifterne på bl.a. CFC-gasser, affaldsafgifter og afgifter på engangsservice ikke bør holdes i ro, men at de bør stige i takt med pris- og lønudviklingen.

- Det er en ret bred sammensætning af forskellige punktafgifter, og for rigtig mange af punktafgifterne handler det om, at man vil give en naturlig indeksering med pris- og lønudviklingen samtidig med, at man ikke kommer til at give en skattelettelse på noget, der kan give en miljøbelastning, siger Benny Engelbrecht.

Spørgsmål: Det omfatter så også højere afgifter på f.eks. kaffe, te og chokolade. Hvorfor synes I, det er en god idé, at de afgifter skal stige?

- Som sagt har vi fokus på nogle af de ting, der har en miljøbelastning, og det, synes vi, er et væsentligt punkt, og som måske har været lidt overset i forhold til lettelser i punktafgifter, siger Benny Engelbrecht.

Efter Socialdemokratiets pressemøde holdt Venstres formandsskab, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, også et pressemøde for at kritisere Socialdemokratiets udspil.

Her undrede Kristian Jensen sig over, at Socialdemokratiets udspil vil lade punktafgifterne stige.

- Det her udspil vil klart gøre det dyrere at være dansker. Med udspillet her ophæver man skattestoppet på de punktafgifter, der har været holdt i ro gennem længere tid. Når Mette Frederiksen siger, at hun ikke vil gøre noget ved cigaretafgifterne, fordi det rammer dem med de laveste indkomster, så vil hun her gøre det dyrere at købe kaffe, chokolade, is. Det er også noget, der vender den tunge ende nedad, sagde Kristian Jensen.

Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen brugte dog ikke pressemødet på at fremlægge Venstres egen økonomiske politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095